Om CRPS

 Strategidokument


Indledning:

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS) (tidligere kaldt refleksdystrofi) er en kompleks smertetilstand, som kan udløses af små ubetydelige traumer og immobilisering, men som også kan forekomme i forbindelse med svære komplekse skader og gentagen kirurgi. CRPS kan være meget smertefuld og invaliderende og påvirker hovedsageligt distale ekstremiteter. Incidensen er estimeret til 6-26/100.000.  Da tilstanden i den akutte fase kan remittere ved korrekt rehabilitering evt. i kombination med steroid, er det vigtigt at erkende og stille diagnosen tidligt, da det har en behandlingsmæssig konsekvens, og da tilstanden er potentielt invaliderende.

Mulige patofysiologiske mekanismer er lokal regional inflammation med bl.a. knogleafkalkning og hæmodynamiske forandringer i karrene, perifer og central sensibilisering og psykiske faktorer. De uafklarede patofysiologiske forhold giver en udfordring i behandlingen, som ofte må individualiseres og ikke altid kan iværksættes på baggrund af videnskabelig evidens men må planlægges på baggrund af en specialistvurdering af den enkelte patient.

Ved CRPS skal smerten være kontinuerlig og ude af proportion i tid og omfang med det underliggende traume. Da CRPS er en eksklusionsdiagnose, er det vigtigt at overveje differentialdiagnoser (se instruks for diagnostik).

CRPS patienter kan klinisk præsentere sig meget forskelligt, ligesom de kan have meget forskelligt sygdomsforløb, hvorfor det er vigtigt med hurtig individualiseret behandling (se behandlingsinstruks).

Man kan følge progression eller remission af CRPS over tid v.h.a. CRPS Severity Score (se nederst i dokumentet).

CRPS og spredning af symptomer:

Spredning af CRPS fra den primære ekstremitet til ipsilaterale eller kontralaterale ekstremitet forekommer i 12-13 % af tilfældene. Derimod er det meget sjældent, at CRPS spreder sig diagonalt (fra arm til ben eller ben til arm på modsatte side), og i disse tilfælde skal man overveje anden diagnose. Sværhedsgraden af CRPS (smerter og øvrige symptomer) i den sekundære ekstremitet er ofte af samme grad som i den primære ekstremitet.

Risikofaktorer

Familiestudier har ført til en formodning om, at genetiske faktorer spiller en rolle i udvikling af CRPS. Der er dog endnu ikke fundet genetiske faktorer, der endeligt har vist en direkte sammenhæng med udvikling af CRPS.

Potentielle risikofaktorer for udvikling af CRPS type I:

  • Fraktur af distale del af radius
  • Ankeldistorsion
  • Svære smerter i de tidlige faser efter traumet
  • Reumatologisk sygdom
  • Komplicerede frakturer
  • Kvinder (40-60 år).

Opgørelserne viser derimod, at psykiske faktorer inklusive depression ikke øger risikoen for udvikling af CRPS.

Prognose

Remissionen er generelt størst i det akutte stadie, og prognosen er bedst hos børn og unge. Prognosen er generelt dårlig, når CRPS har varet mere end ét år. Patienter, som rapporter angst og smerte relateret frygt ved starten af behandlingen, har et dårligere outcome efter et år.

CRPS Severity Score

 


Senest revideret: 18.09.2018
Forfattere: Astrid Juhl Terkelsen og Bo Biering-Sørensen
Referenter:
Godkendt af: Lars Bendtsen, gruppe F d. 18.09.2018