Interferon-betabehandling af MS

Instruks

 

  1. BAGGRUND
    Virkningsmekanismen af interferon-beta ved MS kendes ikke præcist. Det formodes, at interferon-beta har en immunmodulerende effekt ved at hæmme inflammatoriske cellers migration over blod-hjerne barrieren og inducere immunregulerende celler og inflammationshæmmende cytokiner så som interleukin-10. Den kliniske effekt af interferon-beta hos patienter med attakvis sklerose, er reduktion af antallet af akutte attakker med ca. 30 %, mens antallet af svære attakker nedsættes med op til 50 %. Desuden ses en nedsættelse af sygdomsaktiviteten på MR-skanning, dels som en nedsættelse i antallet af nye, recidiverende eller voksende læsioner, dels ved en reduktion i tilvæksten af det totale læsionsareal i hjernen på T2-vægtede billeder. Endelig hæmmer interferon-beta i nogen grad udviklingen af permanente neurologiske udfaldssymptomer og den deraf følgende disabilitet. De allerede erhvervede deficits ændres ikke af behandlingen. Der er inden for gruppen af interferoner foretaget flere komparative studier. Ifølge RADS baggrundsnotat fra december 2016 er der hverken en sikker sammenhæng mellem administrations-hyppighed og respons eller en sikker dosis-respons sammenhæng.  Definitioner: Basisprøver: Hermed menes det sæt af blodprøver, som bruges ved alle de imunmodulerende MS behandlinger. Derudover kan de enkelte behandlinger give indikation for supplerende blodprøver
  1. Indikation
  • Klinisk isoleret syndrom (”clinically isolated syndrome, CIS”)
    (interferon beta-1a – Rebif®/Avonex®) (interferon beta-1b – Betaferon®/Extavia®),
  • Attakvis MS (interferon beta-1b – Betaferon®/Extavia®),
    (interferon beta-1a – Rebif®/Avonex®) , (peginterferon beta-1a – Plegridy®)
  • Sekundær progressiv MS med aktiv sygdom (interferon beta-1b – Betaferon®/Extavia®)
  1. Kontraindikationer
  • allergi over for interferoner
  • alvorlig depression og/eller selvmordstanker i anamnesen
  • stærkt nedsat leverfunktion
  1. Interaktioner
  • generelt nedsætter interferoner aktiviteten af cytokrom P450 i leveren. Der foreligger ingen kliniske undersøgelser, men forsigtighed tilrådes ved anvendelse af antiepileptika.
  1. Bivirkninger

Selvom de specifikke bivirkninger varierer mellem de forskellige interferoner, vurderes den samlede bivirkningsbyrde at være på samme niveau.
Hyppigste bivirkninger er:

  • irritation, rødme og eventuelt smerte på injektionsstederne
  • influenzalignende symptomer (feber, myalgi, artralgi og almen utilpashed)
  • hovedpine, kvalme

Ikke almindelige/sjældne bivirkninger er:

  • leverpåvirkning og thyroideapåvirkning
  • lymfadenopati, anæmi, leukopeni, trombocytopeni, trombotisk mikroangiopati (TMA)
  • alopeci, urticaria
  • depression, konfusion, angst, suicidaladfærd.

BEHANDLINGSFORLØB

  1. Før behandlingen startes

Patienten skal være grundigt informeret om behandlingen og håndtering af mulige bivirkninger. Initiering af behandling er kontraindiceret under graviditet.
Prøver før behandlingsstart:

Basisprøver: hæmoglobin, leukocytter/differentialtælling, trombocytter, ALAT, ASAT, basisk fosfatase, bilirubin, creatinin, Na, K suppleret med TSH.

2. Behandlingsstart

Det anbefales at følge titreringsskema ved initiering for at mindske bivirkningerne.
Det endelige valg af præparat beror altid på en individuel lægelig vurdering, hvori patientens egne præferencer også indgår.

 3.  Monitorering

”Re-baseline” MRI (eventuelt med kontrast) udføres efter 6 måneders behandling og gentages efter 12 måneders behandling og derefter årligt afhængig af den kliniske tilstand.

Der bør ved start af behandlingen, efter tre og seks måneder og derefter hver 6. måned foretages neurologisk undersøgelse med EDSS. Efter to års behandling kan patienter, der er forblevet NAb-negative, og som har haft et ukompliceret forløb, overgå til kontrol hver 12. måned.
Interferon-præparaterne adskiller sig fra hinanden med hensyn til deres tilbøjelighed til at inducere neutraliserende antistoffer (NAb), således at dette forekommer sjældnest ved Plegridy og hyppigst ved Extavia/Betaferon.
Kontrol af basisprøver + TSH efter 3 og 6 måneder og derefter hver 6. måned.

NAb måles obligatorisk efter 6, 12, 18 og 24 måneders behandling

 4. Håndtering af bivirkninger

Hvis man har influenza-lignende bivirkninger, behandles de bedst med tbl. paracetamol eventuelt i kombination med ibuprofen.

5. Seponering og præparatskifte
Behandling bør ophøre/ændres

  • Hvis patienten har udviklet persisterende Nabs med høj titer (>100) ved to på hinanden følgende målinger
  • Hvis patienten har udviklet vedvarende leverpåvirkning med ALAT mere end tre gange øvre normalgrænse
  • Hvis der er intolerable bivirkninger
  • Hvis patientens samarbejde svigter med manglende fremmøde til kontroller og blodprøvetagning eller der er alvorlige, gentagne og varige svigt i selvadministrationen
  • Ved EDSS > 7 ved 2 på hinanden følgende kontroller med mindst 6 måneders interval
  • Der er ikke behov for wash-out før evt behandlingsskift

6. Graviditet og amning

Der foreligger ikke data, som med sikkerhed udelukker risiko for misdannelser, føtal eller neonatal toxicitet ved behandling med interferon-beta under graviditet. Behandling med interferon-beta anvendes derfor ikke under graviditet. Det er dog gængs praksis at fortsætte behandling indtil graviditet er indtrådt.

Der er ingen data vedrørende udskillelse af interferon-beta, dets metabolitter eller antistoffer i modermælk. Behandling med interferon-beta anvendes derfor normalt ikke under amning.


Senest revideret:15-02-2017
Forfattere: Matthias Kant og Jette Lautrup Frederiksen
Referenter: Annett Petersen og Stephan Bramow
Godkender: Mads Ravnborg, Redaktionsgruppe B