Parkinsons sygdom: tidlig behandling af motoriske symptomer

Instruks

Tidspunkt for behandlingsstart?
Optimale tidspunkt for behandlingsstart er ikke kart defineret og må følgelig være individuelt; beslutningen beror på bl.a.:

• Symptominvolvering af dominant ift. ikke-dominant side
• Symptomernes indvirkning på erhvervsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet
• Symptomernes påvirkning af livskvalitet samt dagligdagsaktiviteter
• Symptompræsentation eks. tremor-dominant eller akinetisk-rigid

Hvordan indledes behandling?
Valget af behandling tilsigter at lindre symptomer, bedre funktionsniveauet og bedre livskvaliteten hos patienterne – dernæst at begrænse behandlingens kort- og langtidsbivirkninger.
Behandlingsvalget afhænger af bl.a.:

• Patientens alder
• Sygdomens sværhedsgrad
• Komorbiditet herunder kognitiv dysfunktion
• Indtag af øvrige lægemidler
• Patientens evt. præference

MAO-B-hæmmere, DA og levodopa har alle dokumenteret effekt på motoriske symptomer ved IPS og kan principielt alle anvendes som førstevalgsbehandling; generelt anbefales dog følgende:

Til alle patienter:

• Information om sygdommen og behandlingsmuligheder
• Information om Parkinsonforeningen
• Henvisning til vederlagsfri fysioterapi med henblik på:

o Træning af muskelstyrke og muskelfunktion
o Træning af gang og balance
o Træning af koordination
o Strækøvelser

Til udvalgte patienter:

• Henvisning til ergoterapeut med henblik på:

o Vurdering af evne til at varetage dagligdagsaktiviteter eks. personlig pleje
o Formidling af relevante hjælpemidler
o Hensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen/hjemmet

• Henvisning til logopæd med henblik på:

o Træning i nedsættelse af talehastigheden
o Træning af stemmestyrke og stemmekvalitet
o Herudover kan synkeevnen kan påvirkes positivt af tale- og stemmetræning

Til patienter under 70 år:

• MAO-B-hæmmer ved lette symptomer

o Selegilin
o Rasagilin

• Ikke-ergolinderiveret DA ved lette til moderate symptomer

o Pramipexol IR eller ER
o Ropinerol IR eller ER
o Rotigotin ER

• Levodopa og decarboxylasehæmmer ved moderate til svære symptomer

o Levodopa/benserazid
o levodopa/carbidopa
o levodopa/carbidopa/entecapon

Generelt kan de enkelte præparater med fordel kombineres senere i sygdomsforløbet, hvorved daglig dosis af levodopa kan holdes så lav som muligt.

Til patienter over 70 år eller patienter med kognitiv dysfunktion:

• Levodopa og decarboxylasehæmmer evt. i kombination med DA

o Levodopa/benserazid
o Levodopa/carbidopa
o levodopa/carbidopa/entecapon

Se pro.medicin.dk for specifik dosering samt ækvipotente doser for de forskellige DA.

Særlige problemer ved behandling af IPS:

Fejlsynkning og perioperativ behandling:

• Ved behov for medicinfaste kan anvendes rotigotin-depotplaster.
• Ved midlertidig fejlsynkning kan anvendes nasogastrisk sonde; ved permanent fejlsynkning henvises til anlæggelse af perkutan gastrostomisonde.
• IR-formuleringer kan i tabletform knuses og oftest i kapselform opslæmmes i vand; ER-formuleringer ændres til IR-formuleringer eller dispergible tabletter.


Senest revideret d. 25.04.2017
Forfattere: Søren Bruno Elmgreen og Nastaran Khabbaz Bavani
Referenter: Harald Johann-Heinrich Floer og Holger Frank Jespersen
Godkender: Bo Morberg, redaktionsgruppe D