neurologisk National Behandlings Vejledning

Alzheimers sygdom

Strategidokument

Formål:
Beskrive diagnostik og klassifikation af Alzheimers sygdom.

Forkortelser:
AD = Alzheimers Demens
NIA-AA = National Institute of Aging – Alzheimer Association.

Internationalt anvendes følgende betegnelser:

Alzheimers Disease: betegnelse for sygdomsprocessen, som kan være påvist ved abnorme biomarkører uden tilstedeværelse af kognitive symptomer. Dette begreb inkluderer således præ-kliniske tilstande.

Alzheimers Dementia: betegnelse for klinisk sygdom når demens-kriterierne er opfyldt.

Prodromal-Alzheimer: Betegnelse for fasen med tidlige symptomer (før demens), hvor der er påvist én eller flere klart abnorme biomarkører i form af enten abnorme spinalvæskemarkører, abnorm FDG-PET eller amyloid-PET, eller klassiske forandringer på MR med mesial temporallapsatrofi.

Baggrund:
Alzheimers sygdom findes i en sporadisk form (ca. 98%) og en arvelig form (ca.2%), hvor sidstnævnte oftest debuterer før 65 års alderen. Alzheimers sygdom er årsag til ca. 60% af alle tilfælde af demens.

Alzheimers Demens er en klinisk diagnose. Biomarkører, som påviser ophobning af beta-amyloid, abnormt fosforyleret tau og/eller tegn på neurodegeneration indgår formelt set kun i forskningskriterierne for Alzheimers sygdom, men benyttes i stigende grad i klinikken til at styrke den diagnostiske sikkerhed.

Basisudredning:
Se særskilt nNBV dokument Kognitiv dysfunktion – Udredning

Supplerende udredning:
Se særskilt nNBV dokument Kognitiv dysfunktion – Udredning

Neuropsykologisk testning bruges ved tvivlsom eller let demens, herunder mistanke om Mild Cognitive Impairment (MCI), differentialdiagnostiske problemstillinger (tvivl om type af demenssygdom) og ved behov for differentieret karakteristik af kognitive og adfærdsmæssige forstyrrelser. Neuropsykologisk testning er normalt ikke indiceret ved MMSE <20.
MR skanning kan bruges til at påvise fokal og global atrofi, vaskulær sygdom (typisk småkarssygdom) eller inflammatorisk sygdom.
F18-FDG PET af hjernens glucosemetabolisme kan vise nedsat metabolisk aktivitet i afficerede områder.

Lumbalpunktur med undersøgelse af beta-amyloid, total-Tau og fosforyleret-Tau i spinalvæsken.
Amyloid PET skanning, med undersøgelse af forekomsten af amyloide plaques i hjernen. I Danmark bruges liganden C11-PiB eller flumetamol.
SPECT-DAT eller PET-F18-FE-PE2I skanning, med undersøgelse af dopamintransporteren i striatum, benyttes ved differentialdiagnostik i forhold til tilstande med parkinsonisme.

EEG vil ved standardoptagelse typisk vise uspecifik lavfrekvent aktivitet over de angrebne områder ved neurodegenerative sygdomme. Kan være relevant ved differentialdiagnostik ift. epilepsi/transitorisk epileptisk amnesi og visse sjældne årsager til demens såsom prionsygdomme. Kvantitativ softwarebaseret analyse af EEG (qEEG) får aktuelt stigende opmærksomhed som et tidligt diagnostisk og prognostisk redskab. Dette benyttes endnu ikke i forbindelse med klinisk udredning.

Udredning for arvelig demenssygdom:

Autosomal dominant arvelig AD en relativt sjælden tilstand sammenlignet med den sporadiske form. Mistanke om arvelig AD kan rejses ved meget tidlig debutalder (<65 år) og ved mange familiære tilfælde i lige række (bedsteforældre, forældre, søskende), teoretisk ½ af en søskendeflok. Ved mistanke om arvelig demens henvises til klinisk genetisk udredning, hvor man typisk vil screene genomet for et panel af sygdomme med dominant arvegang. Dette velvidende at samme genotype kan have meget forskellige fænotype, således kan sygdomme grupperet som fronto-temporal demens – uanset underliggende patologi og genetik – fænotypisk ligne Alzheimers sygdom og vice versa.

De diagnostiske kliniske NIA-AA kriterier (2013) for sandsynlig/probable demens ved Alzheimers sygdom er:

– Patienten opfylder generelle NIA-AA demenskriterier*
– Snigende debut. Symptomerne har udviklet sig gradvist gennem måneder eller år – ikke pludseligt over timer eller dage;
– Entydig sygehistorie med kognitiv svækkelse over tid baseret enten på oplysninger eller observationer.

De tidligste og mest fremtrædende kognitive funktionssvigt fremgår tydeligt af anamnese og objektiv undersøgelse inden for en af følgende kategorier.

Amnestisk udgave:
Hyppigste syndrom indenfor AD. De kognitive svigt omfatter forringelse af både indlæring og genkaldelse af nyligt tilegnede oplysninger. Der kræves også svigt indenfor mindst ét andet kognitivt domæne (dømmekraft, overblik og evne til at løse komplekse opgaver; visuelt-rumlige færdigheder; sproglige færdigheder; personlighed, adfærd eller situationsfornemmelse)

Ikke-amnestisk udgave:
a) Sproglig variant: de mest fremtrædende svigt er indenfor ordmobilisering, men der skal også være svigt indenfor andre kognitive domæner.
b) Visuelt-rumlig variant: de mest fremtrædende svigt er indenfor rumlig kognition, hvilket omfatter objektagnosi, forringet ansigtsgenkendelse, simultanagnosi og aleksi. Svigt indenfor andre kognitive domæner skal også være til stede.
c) Eksekutiv variant: de mest fremtrædende svigt er forringet evne til at ræsonnere og svækket dømmekraft og problemløsning. Svigt indenfor andre kognitive domæner skal også være til stede.

Diagnosen sandsynlig AD må ikke anvendes, ved dokumentation for enten:

  1. a) væsentlig samtidig cerebrovaskulær sygdom defineret ved en sygehistorie med en apopleksi der er tidsmæssigt forbundet med debut eller forværring af kognitiv svækkelse; eller tilstedeværelse af talrige eller store infarkter eller udbredte hyperintensiteter i hvid substans;
    b) kernesymptomer på Lewy body demens ud over selve demensen;
    c) tydelige tegn på adfærdsvarianten af frontotemporal demens; eller
    d) tydelige tegn på den semantiske variant eller den ikke-flydende, agrammatiske variant af de primære progressive afasier; eller
    e) dokumentation for anden samtidig neurologiske sygdom eller ikke-neurologisk komorbiditet eller brug af medicin, der kan have væsentlig indflydelse på det kognitive funktionsniveau

NIA-AA udvidede forskningskriterier for AD:

a) Kriterier for sandsynlig eller mulig AD med evidens for Alzheimer patofysiologi er beregnet til anvendelse i forskningsmæssig sammenhæng. De kliniske kernekriterier for AD suppleres med biologiske markører for AD patologi:
Biomarkører for ophobning af beta-amyloid (Aβ) i hjernen:
b) lav Aβ42 i rygmarvsvæsken
c) positiv PET amyloid billeddannelse
Biomarkører for neuronal degeneration eller ødelæggelse: 
d) forhøjet total tau og fosforyleret tau i rygmarvsvæsken
e) nedsat PET FDG-optagelse i temporoparietal kortex
f) atrofi ved MR-scanning af den mesiale, basale og laterale temporallap og mesiale parietale kortex.

*Generelle NIA-AA Demenskriterier

Objektiviserbar kognitiv eller adfærdsmæssig påvirkning i mindst 2 af følgende områder:

  • Problemløsning, dømmekraft og overblik.
  • Sprog
  • Personlighed eller adfærd
  • Visuelt rumlige færdigheder
  • Hukommelse
  • Der skal være tale om en forværring i forhold tidligere funktionsniveau
  • Symptomerne kan ikke forklares ved delir eller anden psykiatrisk sygdom
  • Symptomerne skal have indflydelse på almindelige dagligdags funktioner

Behandling:
Se særskilt nNBV dokument: Demensmedicin


Senest revideret d. 03.05.2022
Forfattere: Peter Høgh og Henriette Klit
Referenter: Nanna Winther Dombernowsky
Godkender: Nanna Winther Dombernowsky, redaktionsgruppe D


Fandt du hvad du ledte efter?

neurologisk National Behandlings Vejledning