Nyheder

Master Uddannelser 2022

Master of Headache Disorders afholdes for 4 gang med start i oktober 2022.
Der er ansøgningfrist for d. 1. maj 2022
Mere information og link tilmelding kan findes her: Læs mere

Master i personlig medicin
Ansøgningsfrist 1. maj 2022
Mere information og link tilmelding kan findes her: Læs mere

Master i neurorehabilitering
Ansøgningsfrist 1. maj 2022
Mere information og link tilmelding kan findes her: Læs mere

nNBV søger nyt medlem i uddannelsesregion Øst

nNBV søger nyt redaktionsmedlem til gruppe E, Region Øst.

Posten skal besættes af en neurolog (afdelingslæge eller overlæge) eller kommende neurolog fra uddannelsesregion Øst. Man skal have maksimalt have 1 år tilbage af speciallægeuddannelsen for at kunne søge.

Gruppe E koordinerer arbejdet med nNBVs behandlingsvejledninger indenfor epilepsi, søvnforstyrrelser, tumorer i CNS, kørekort, udvikling og graviditet, synsforstyrrelser og bevidsthedspåvirkning.

Alle med interesse kan søge. Det er ønskeligt men ikke en forudsætning, at du har særligt forhåndskendskab til de faglige områder som er dækket af gruppe E. Det vigtigste er du har lyst og vilje til at deltage aktivt i arbejdet, der sikrer, at nNBV hele tiden møder de behov, den kliniske “virkelige” verden byder på.

Redaktionsgruppens primære opgave er løbende at vedligeholde, opdatere og sikre at de eksisterende nNBV dokumenter indenfor området er fyldestgørende for gældende nationale og internationale retningslinjer, men der pågår også et løbende arbejde med at udforme nye behandlingsvejledninger.

Posten indebærer mødeaktivitet og forberedelse, redaktionelt arbejde, evt. mulighed for forfatterskab, samt muligheden for at dygtiggøre sig fagligt og organisatorisk sammen med dine kolleger. Læs mere her

Skriv en kort ansøgning inkl CV til nNBVpost@neuro.dk senest 03.04.2022, men gerne før. Du er også meget velkommen til at skrive, hvis du har opklarende spørgsmål.

Neurologiske patienter med særlig øget risiko for alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19

Efter rådgivning fra DNS, er der nu nævnt følgende neurologiske patienter i Sundhedsstyrelsens publikation om risikogrupper ved COVID 19.

Tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19

  • Apopleksi, særligt ved nylig apopleksi, svær funktionsnedsættelse eller komorbiditet.
  • Degenerative og neuromuskulære sygdomme, der medfører nedsat hostekraft (fx ALS, myasteni)
  • Kroniske neurologiske sygdomme, fx multipel sklerose, epilepsi og voksne med cerebral parese
  • Fremskreden demenssygdom, uanset baggrund for denne

Dette svarer til vaccinations gruppe 10.

En subgruppe af disse patienter har særlig øget risiko svarende til vaccinations gruppe 5.

Her er der tilføjet følgende kriterier:

Med udgangspunkt i patientgrupperne med neurologiske symptomer, som er nævnt i tabellen om personer med øget risiko, kan følgende tilføjes som kriterier for særligt sårbare patienter.

  • Patienter med neurologiske sygdomme med svært nedsat funktionsniveau, motorisk eller kognitivt.
  • Alle ny diagnosticerede patienter med apopleksi eller TCI, som kan vaccineres når deres almentilstand tillader det.

nNBV redaktionsgruppe D søger nyt redaktionsmedlem

nNBV søger nyt redaktionsmedlem til gruppe D.

Posten skal besættes af en kommende neurolog (dvs. reservelæge, introlæge eller hoveduddannelseslæge) fra uddannelsesregion Syd.

Gruppe D koordinerer arbejdet med nNBVs behandlingsvejledninger indenfor bevægeforstyrrelser og demens.

Alle med interesse kan søge. Man behøver ikke at være specialist på området, men skal have lyst til at deltage aktivt i arbejdet, der sikrer, at nNBV hele tiden møder de behov, den kliniske “virkelige” verden byder på. Posten indebærer mødeaktivitet 1-2 gange årligt, redaktionelt arbejde, evt. forfatterskab samt muligheden for at dygtiggøre sig fagligt og organisatorisk sammen med sine kolleger på tværs af regionerne.

Skriv en kort ansøgning til nNBVpost@neuro.dk senest 02.02.2022, men gerne før.

Du er velkommen til at ringe eller skrive til redaktionsmedlem og webmaster i Gruppe D Nanna Dombernowsky på 27281452 / ndombernowsky@gmail.com, hvis du har opklarende spørgsmål.

Nyhedsbrev december 2021

Kære DNS-medlem

Nu hvor julen nærmer sig og antallet af COVID smittede igen stiger voldsomt, vil vi gerne sende årets sidste Nyhedsbrev.

DNS Årsmøde 2022

Sæt endelig kryds i kalenderen til næste årsmøde og generalforsamling, der bliver afholdt den 11.-12. marts 2022. Vanen tro vil det foregå på Hotel Munkebjerg, og der er et spændende program både fagligt og socialt. Der vil være faglige foredrag med foredragsholdere fra Danmark, Norge og UK. Der vil som altid være en spændende professorforelæsning, og der vil være foredragskonkurrence for de unge forskere ligesom der igen i år vil være Neurobowl. Der vil naturligvis også være generalforsamling i løbet af årsmødet. Vi vil endvidere i løbet af årsmødet få taget et nyt billede af os allesammen!
HUSK allerede nu at få ønsket fri eller kursusdag til d. 11.3.2022.

Trial Nation Denmark

Vi har i DNS indgået en aftale med Trial Nation Denmark (TND) med det formål at forbedre kontakten mellem eksterne firmaer og alle vore neurologiske afdelinger når der skal udføres kliniske forsøg. Primært vil det dreje sig om, at medicinalfirmaer vil kunne kontakte TND, der så videreformidler forespørgsler og kommunikation til de neurologer, der netop sidder på et givet klinisk område.

I en tid hvor der kommer stadigt flere behandlinger i neurologien, vil denne nye aftale forhåbentlig kunne bidrage til at vi i Danmark får endnu flere behandlingsforsøg til landet. Dette vil være til glæde for vores patienter og samtidig forventeligt kunne stimulere vore egne kliniske forskningsmiljøer. https://trialnation.dk/

DNS hjemmeside

I bestyrelsen er vi gået i gang med en større modernisering af vores hjemmeside. Den nuværende hjemmeside har efterhånden nogle år på bagen, og vi har vurderet, at det vil være godt at få en ny, der modsvarer de aktuelle behov bedre. Vi håber at kunne lancere den nye hjemmeside senest i løbet af sommeren 2022 og vil naturligvis også gerne høre fra jer, hvis I har forslag til dette og anmodninger om informationer I synes der gerne skal forblive på hjemmesiden.

Glædelig jul og godt nytår ønskes af Bestyrelsen

DNS Årsmøde 2022

DNS årsmøde 2022 afholdes den 11. – 12. marts på Hotel Munkebjerg, Vejle

Program og tilmeldingslink

Hvis din arbejdsplads skal betale for din deltagelse gøres det ved at vælge “Jeg vil gerne angive en anden betaler”, hvorefter hospital eller andet søges frem. Ved fremsøgning vælges en betaler hvor der står “(Firmabetaler)” efter stedets navn. Se nedenstående billede